Line

Jeg er fra sommeren 1969, og er vokset op i hovedstaden, og har nydt barndomsårene i Albertslund, da alt var nyt og med mange gode intentioner om at lave halvt land og by, og god cykelinfrastruktur.

Da jeg blev færdig med 10.klasse på Baunehøj Efterskole i Jægerspris, flyttede jeg til Nordjylland for at arbejde på et husmandsted og lære noget om landbrug. Det blev jeg så bidt af, og fortsatte med landbrugsskole i Aabybro, og flere praktikophold i både Tarm, Regstrup og Skibby, indtil jeg fik Grønt Bevis som faglært landmand og var rimelig godt opdraget i økologi.

Som nybagt mor var jeg dagplejer i en tid, indtil jeg kunne tage stort kørekort og blive buschauffør. Mit første chaufførjob var som Telebuschauffør, trods mit hørehandicap ;)

Jeg købte et fritidslandbrug, og prøvede mange drømme af dér, indtil jeg fandt ud af, at jeg skulle blive pædagog, og flyttede til min mormors og morfars fødeø Fur i Limfjorden for at læse på Ranum pædagogseminarium i Himmerland. Nu har jeg arbejdet snart 9 år i samme daginstitution, og driver mit firma ved siden af: The Nature Line, naturterapi i hovedstaden.

Jeg bruger min fritid med at dyrke mini triatlon for at holde mig i form, sidde i Danske Handicaporganisationer Frederiksberg for at følge kommunale handicapsager, samt være frivillig i Børns Vilkår som Børnerådgiver, samt være frivillig Playmaker på Red Barnets Sommerlejr I krigens skygge.

Jeg var så heldig at have en storebror, som er 1,5 år ældre end mig, som jeg kunne følge, samt at min mor var dagplejer, i første 3 år hvor mine forældre undrede sig over at jeg ikke udviklede noget sprog. Det gav mig nogle forbilleder og nogle jeg kunne spejle, hvis jeg skulle følge med i hvad der foregik omkring mig. Efter pres fra mine forældre, fik jeg gennemført en høreprøve, der sagde at jeg havde en svær hørenedsættelse, som med det samme blev behandlet med et Oticon apparat. I 45 år har jeg fulgt den tekniske udvikling og fået mindre apparater, og har i mange år brugt Widex apparater, ligesom jeg også var deres testperson i nogle år.

I april 2017 blev jeg CI opereret og fik 2 stk. Kanso apparater fra Cochlear, og efter sommerferien kom jeg igen op på fuldtid. Jeg har altid brugt mundaflæsning, og har i ungdomsårene og i voksenårene haft glæde af også at kunne kommunikere med TegnStøttet Kommunikation (TSK) efter behov, især med ligesindede.

Jeg oplever lidt tinnitus, især når jeg har fået vældig meget støj/lydpåvirkninger over et stykke tid. Ellers går det godt, og bedre end jeg havde frygtet.  

Mine udfordringer med løb er at jeg i år har løbet alt for lidt, og deltaget i alt for få løb og mini-triathloner, og jeg kan mærke at jeg savner meget det sociale. Jeg har vejet alt for meget, og ser træning og sportsaktiviteter som en mulighed for at få det godt med min krop, og blive gladere, samt at få forbrændt ekstra kalorier.

Jeg har altid været glad for sport, og har prøvet alt muligt igennem barndommen. F.eks. fodbold, bordtennis, badminton, basketball, svømning, ridning. Jeg ser sport som en slags leg og bevægelse, og begyndte reelt først at løbe i 2012, hvor DHL og I Form på 5 km løb gav mig nok begejstring til at træne mere løb. Jeg har i 2 år i træk (2016 +2017) løbet Etape København med en maraton fordelt over 5 dage, ligesom det længste løb jeg har løbet er 15 km, hvilket jeg har gjort 3 gange.

MiniTriathlon startede jeg med i 2013, i 2 løb, derefter udvidede jeg året efter med 4 løb, og derefter i 2 år i træk med 7 løb, for så i år kun at have været med i 1 løb.

Jeg vil stadig gerne forbedre mine tider og holde mig i god form i alle mine resterende arbejdsår, så jeg kan komme godt ind i seniorlivet om 20 år. Jeg vil gerne udvide udfordringerne så krop og sjæl kan følge med, det skal nemlig være sjovt og tilfredsstillende.