Mød en løber: Niels

Jeg er en 43-årig døvblind lektor, der bor i Sorø samme med min kæreste, Laila og vores to børn, Laura og Jakob. Jeg arbejder på Aalborg Universitet, hvor jeg er forsker på Center for Ungdomsforskning og underviser på uddannelsen i Læring- og Forandringsprocessor og vejleder på kandidatuddannelsen i Socialt Arbejde. 

For snart tre år siden besluttede Laila og jeg for at gå på slankekur. Vi var blevet noget runde i det og børnene var blevet så store, at der var overskud og energi til at lægge vores kost/livsstil om. I første omgang var der primært tale om en kostomlægning, hvor vi begyndte at spise mange – rigtig mange – grønsager hver dag og ingen kartofler/ris og pasta. Da vi havde været i gang med kostomlægningen et års tid blev Laila udfordret til at deltage i DHL-stafetten, og det var samtidigt startskuddet til, at vi begyndte at løbetræne sammen. Jeg har tidligere løbeerfaringer fra min ungdom, hvor jeg var elev på Frijsenborg Efterskole (www.fus.dk). På efterskolen var løberiet en fast del af hverdagen, og den erfaring udgjorde et godt grundlag her i dag, mange år efter – tak Arne og Rødtop 😊. Til at begynde med løb vi i skoven to til tre gange om ugen. Målet var den gang 5 km i et rimeligt tempo. Det viste sig hurtigt, at det var hyggeligt at løbe sammen. Det giver en stor motivation, når man er to og dermed fælles om det. Samtidigt er løberiet ret fleksibelt på en måde, hvor det kan tilpasses ind i en hverdag, hvor tingene ændrer sig løbende, som det gør med mit arbejde. Det var også rart at understøtte vægttabet, som efterhånden har stabiliseret sig på 30-35 kilo, men som stadig er udfordrende at holde – da min søde tand stadig lever i bedste velgående.

Jeg er født som hørehæmmet. Jeg fik høreapparater som 4-årig efter en længere proces, hvor min mor måtte kæmpe for at overbevise omgivelserne om, at der var noget i vejen med hørelsen, nu, hvor taleudviklingen var udeblevet, og dermed ret forsinket. Til sidste blev hørelsen målt og jeg fik høreapparater. Derefter kom jeg i ordinær folkeskole, hvor jeg klarede mig med fm-udstyr og støttelærer. I 9. og 10. klasse gik jeg på Frijsenborg Efterskole, hvor der er rum for og opmærksomhed på de særlige vilkår, som hørehæmmede elever har. Lysten til at gå på Frijsenborg Efterskole udsprang af min deltagelse på de årlige børnehørekurser i Oksbøl. Det var nogle kurser jeg satte meget stor pris på og så frem til hvert år.

Efter opholdet i Jylland gennemførte jeg en HTX (teknisk gymnasium) og begyndte lettere desorienteret på at læse antropologi på Københavns universitet, da jeg ikke længere ville være ingeniør, som jeg ellers havde sigtet efter i mange år. Det var spændende at læse antropologi, men jeg skiftede efter et år til sociologi, også på Københavns Universitet, hvor jeg tog min kandidatgrad og senere min ph.d.-grad. Efter endt uddannelsen blev jeg af omveje ansat på Center for Ungdomsforskning, hvor jeg har været lige siden og i dag er ansat som lektor med speciale i unge med handicap og kvantitativ metode mv.

I starten af 20’erne fik jeg diagnosen ushers 2, hvilket er en diagnose som progredierende døvblind. Det var et meget stort slag at modtage. I dag har jeg en lille synsrest tilbage, men hørenedsættelsen omvendt er blevet pænt stor. Det giver selvsagt en del vanskeligheder i hverdagen, men jeg er så heldig at min familie og kæreste tager store hensyn og hjælper mig meget. Det gælder særligt i situationer, hvor jeg ud i fremmede miljøer eller hvor det er mørkt, så er meget vanskeligt for mig at være med. Dermed også sagt at deltagelsen i Ragnar-relay giver nogle specielle udfordringer, men jeg satser på at de kan håndteres på en god måde.

Om vinteren træner jeg hovedsageligt indenfor. Det lokale motionscenter er strategisk placeret ved stationen og der kan man træne med røven rettet mod togene. Det er rart at vide, at synet af spandexen bliver delt af mange soranere og er det første indtryk som fremmede får af byen. Jeg ser frem til at løbe med nye og gamle hørehandicappede venner. Det bliver sjovt og udfordrende. Det bliver også godt at vise, at selvom vi er hørehandicappede, og måske har andre problemstillinger, så kan det lade sig gøre i fællesskab at gøre noget fedt sammen.